Pensi Rescue Oy produkter PPPress AB RescueSALE

Nyheter från Beredskapsinfo i Danmark

Prenumerera på Nyhetsflöde Nyheter från Beredskapsinfo i Danmark Nyheter från Beredskapsinfo i Danmark
Beredskabets netavis
Uppdaterad: 1 timme 50 minuter sedan

Nyt undervisningsforløb skal gøre unge klar til at handle i kriser

tors, 27/08/2026 - 10:00
Omkring 2.000 unge skal i løbet af 2026 lære at håndtere kriser gennem projektet BeredskabSmart. Her træner eleverne blandt andet håndtering af strømsvigt, vandmangel, ekstremt vejr, misinformation og de første 72 timer af en krise. De foreløbige erfaringer viser, at 93 pct. af deltagerne efter undervisningen føler sig bedre rustet til selv at handle.

Seks organisationer vil gøre civilsamfundet til fast del af totalberedskabet

ons, 26/08/2026 - 20:00
Beredskabsforbundet, Røde Kors og fire andre store civilsamfundsorganisationer vil have en fast rolle i Danmarks kommende totalberedskab. De foreslår blandt andet, at myndigheder og civilsamfund på forhånd aftaler opgaver, ansvar og samarbejde under kriser, og at de frivillige organisationer deltager i beredskabsøvelser. Desuden foreslås en national kriseplatform og frivillige støtte- og tryghedspunkter i alle kommuner.

Seks borgere hædret af politiet for ekstraordinære indsatser

ons, 26/08/2026 - 10:00
Syd- og Sønderjyllands Politi har givet dusører til seks borgere for ekstraordinære indsatser. To af dem blev tirsdag hædret ved en ceremoni på politistationen i Esbjerg. Den ene hjalp ved en arbejdsulykke i Aabenraa Kommune, mens den anden var med til at afværge et selvmordsforsøg på Alssundbroen.

Nyt forskningsprojekt skal kortlægge PTSD blandt danske brandfolk

tis, 25/08/2026 - 20:00
Et nyt forskningsprojekt skal for første gang kortlægge forekomsten af PTSD blandt danske brandfolk og undersøge sammenhængen mellem kritiske hændelser i det operative arbejde og psykiske lidelser. Projektet skal også undersøge sygefravær, støtte til brandfolkene og barrierer for at søge hjælp. Arbejdsmiljøforskningsfonden har bevilget knap 2,3 mio. kr. til projektet.

Fejl i økonomisystem fører til ny politisk behandling af brandvæsens regnskab

mån, 24/08/2026 - 20:00
Fejl i økonomisystemet hos Trekantområdets Brandvæsen betød blandt andet, at aktiver og passiver ikke stemte, moms var bogført forkert, og der var tvivl om en åbningsbalance fra 2019. Fejlene vedrører regnskabet for 2024 og er siden blevet rettet. Men ejerkommunernes byråd skal nu behandle revisionsbemærkningerne på ny, efter at Ankestyrelsen har konstateret, at de ikke tidligere havde taget særskilt stilling til dem.

Alvorlige sikkerhedsproblemer i to samfundskritiske it-systemer hos beredskabsministeriet

mån, 24/08/2026 - 10:00
Rigsrevisionen betegner it-sikkerheden i to samfundskritiske systemer under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab som meget utilfredsstillende. Det ene bygger på gammel teknologi og mangler sikkerhedsopdateringer, mens der til det andet anvendes forældet udstyr med kendte sårbarheder. Ministeriet ved heller ikke, om sidstnævnte system kan genetableres efter et nedbrud.

Beredskab Øst søger leverandør til det operative beredskab fra 2028

sön, 23/08/2026 - 20:00
Beredskab Øst søger en ekstern leverandør til bemandingen af det operative beredskab fra brandstationerne i Ballerup, Gentofte, Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk. Processen indledes med interessetilkendegivelser, hvorefter der gennemføres et udbud med forhandling. Der skal blandt andet være en fast døgnbemandet 1. udrykningsenhed med fem brandfolk på hver station, deltidsmandskab til 2. udrykningsenheder og en særlig dagsprøjte på hverdage.

Sociolancen på Frederiksberg har kørt i et år

lör, 22/08/2026 - 20:00
Sociolancen på Frederiksberg har nu været i drift i et år. Den fælles indsats fra Frederiksberg Kommune og Region Hovedstadens Akutberedskab kombinerer social- og sundhedsfaglige kompetencer og hjælper særligt sårbare borgere både efter henvendelser til 112 og gennem opsøgende arbejde.

Minister afviser særlige parkeringsregler for sygetransport

fre, 21/08/2026 - 20:00
Chauffører, der udfører sygetransport, oplever problemer med parkeringsbøder eller påtaler, når de kortvarigt holder for at hjælpe patienter ind til behandling. Transportminister Signe Munk vil dog ikke lempe parkeringsreglerne, men mener i stedet, at hospitaler, læger og kommuner bør reservere særlige parkeringspladser til sygetransport.

Lejre Kommune skal have ny beredskabschef

fre, 21/08/2026 - 10:00
Lejre Kommunes nuværende beredskabschef, Frank Praefke, stopper på posten, når kommunen har fundet en afløser. Han fortsætter derefter i kommunen som chefkonsulent frem til april 2027 med fokus på blandt andet beredskabsplanlægning og samfundssikkerhed.

Nye nationale anbefalinger for hjertestartere uden for hospital

tors, 20/08/2026 - 20:00
Dansk Råd for Genoplivning har udarbejdet nye nationale anbefalinger for hjertestartere uden for hospital. Hjertestarterne bør som hovedregel være tilgængelige døgnet rundt og registreres, så AMK-vagtcentralerne kan se og anvise dem. Samtidig bør de ikke placeres i aflåste skabe, og det anbefales at kontrollere mindst én gang om ugen, at de er funktionsdygtige.

Næsten hele årets beredskabsramme på 500 mio. kr. er disponeret

ons, 19/08/2026 - 20:00
Kun 10,7 mio. kr. er endnu ikke disponeret af de 500 mio. kr., der er afsat til styrkelse af samfundssikkerheden og beredskabet i 2026. Minister for samfundssikkerhed og beredskab Lisbeth Bech-Nielsen oplyser, at 489,3 mio. kr. er fordelt eller reserveret. Der er imidlertid tale om en årlig ramme på 500 mio. kr., så der er på ny 500 mio. kr. til rådighed i 2027.

Rekordtravl sommer for Dyrenes Beskyttelses vagtcentral

ons, 19/08/2026 - 10:00
Dyrenes Beskyttelses vagtcentral 1812 fyldte 15 år den 17. august 2026 efter en sommer med rekordmange udrykninger. I juni og juli rykkede beredskabet ud 9.444 gange – 622 flere end i samme periode sidste år. Også for første halvår som helhed er antallet af udrykninger steget markant.

Flere hjerteløbere giver kortere responstid ved hjertestop

tis, 18/08/2026 - 20:00
Danmark har nu 61.540 aktive hjerteløbere, og i første halvår 2026 var hjerteløbernes responstid på landsplan 3 minutter og 30 sekunder. Et nyt dansk studie viser samtidig en sammenhæng mellem antallet af tilgængelige hjerteløbere og responstiden: Jo flere hjerteløbere, desto hurtigere når den første frem til personen med hjertestop.

Psykiatrisk akuttelefon er nu etableret i hele landet

mån, 17/08/2026 - 20:00
Borgere med akut behov for psykiatrisk hjælp kan nu døgnet rundt få adgang til personale med psykiatrifaglige kompetencer gennem regionernes eksisterende lægevagter og akuttelefoner. Ordningen er fra den 17. august 2026 etableret i alle regioner. Ved livstruende situationer skal borgerne fortsat ringe 112, hvor der også bliver adgang til psykiatrifaglig rådgivning.

Sverige: Fagforening vil have vagter med på risikofyldte ambulanceudrykninger

sön, 16/08/2026 - 20:00
Specialuddannede vagter bør kunne eskortere ambulancer ved udrykninger, hvor der er risiko for trusler eller vold, og politiet ikke har mulighed for at bistå. Det foreslår den svenske fagforening Ambulansförbundet efter flere alvorlige episoder. I Region Stockholm er både det politiske flertal og oppositionen åbne for forslaget.

Region Midtjylland vil afprøve større rolle til Præhospitalet i akutsygeplejen

lör, 15/08/2026 - 20:00
Præhospitalet i Region Midtjylland kan få en større rolle i akutsygeplejen. Fire af regionens fem nye sundhedsråd bakker op om et udviklingsspor i Horsens-området, hvor Præhospitalet i 2027 skal varetage visitation, disponering og den sundhedsfaglige opgaveløsning om natten. Formålet er at afprøve potentialet i modellen, inden der tages stilling til en eventuel videre udvikling.

Opgørelse: Der er 372.400 professionelle brandfolk i EU

fre, 14/08/2026 - 20:00
Der var 372.400 professionelle brandfolk i EU i 2025. Det svarer til 0,18 pct. af den samlede beskæftigelse. Brandfolkene er samtidig yngre end arbejdsmarkedet som helhed, viser nye tal fra Eurostat. Der findes dog ikke tilstrækkeligt pålidelige tal for Danmark, som derfor ikke indgår i opgørelsen.

Region Nordjylland opfylder ikke 10-minuttersmål for ambulancer

tors, 13/08/2026 - 20:00
Region Nordjylland opfylder ikke det politisk fastsatte mål om, at den første præhospitale enhed skal være fremme inden for 10 minutter ved 67 pct. af de akutte A-kørsler. I perioden 1. april-30. juni 2026 nåede regionen 66,6 pct. og mangler dermed 0,4 procentpoint, mens de to øvrige servicemål er opfyldt. Nye tal viser samtidig stigende aktivitet på AMK-vagtcentralen og betydelige forskelle mellem DPV og PreMed i andelen af ambulanceberedskaber, der er ude af drift.

Roskilde: Deltidsbrandfolkene bliver yngre og har lavere anciennitet

ons, 12/08/2026 - 20:00
I øjeblikket er alle de 24 stillinger som deltidsbrandmand i Roskilde besat. Det kommer efter 1½ år med underbemanding. Men samtidig kan brandvæsenet konstatere, at langt over halvdelen af deltidsbrandfolkene nu er under 30 år, og at 11 af de 24 brandfolk har under 12 måneders anciennitet.

Sidor